Klubben har to træningspas i løbet af ugen, som kun er for piger.
Det ene (tirsdag 17.45-18.55) er for øvede og letøvede piger i U15/U17 og det andet (torsdag kl. 16-17) er for begyndere og letøvede piger i U11/U13.
Tanken med pigeholdene er, at de skal udgøre et supplement til pigernes træning på de blandede hold, sådan at de piger, der går to eller flere gange om ugen kan vælge at lade den ene træningsgang være på et rent pigehold.
Der kan være stor forskel på, hvordan drenge og piger er under træning og hvordan de har lyst til, at træningen skal være. På de blandede træningspas kan piger nogle gange føle, at nogle drenge er lidt vilde og dominerende. Samtidig har vi erfaret, at de sociale bånd - ikke mindst til andre piger - betyder rigtig meget for mange piger. Derfor har vi oprettet pigetræningerne, så pigerne har mulighed for at træne i et andet miljø og styrke deres indbyrdes relationer.
Da det samtidig er en stor styrke ved badminton, at drenge og piger netop kan træne med hinanden med stort sportsligt og socialt udbytte, vil vi gerne holde fast i, at pigerne også går på et blandet hold, som pigetræningerne så er et supplement til.