De første par gange er det muligt at låne en ketsjer i klubben, hvorefter man bør anskaffe sig sin egen. Tjek vores meget fordelagtige aftale med RSL, der giver os mulighed for at handle i "Club-in-Shop".
Du kan også købe en ketsjer i en helt almindelig sportsforretning. Som regel kan man finde et godt tilbud til ca. 4-500 kr. De fleste almindelige allround sportsforretninger har ofte kun standardketsjere, så her kan man som begynder stort set ikke komme til at købe noget forkert.
Forhør dig evt. hos træneren, inden du handler.
Der findes også både fysiske butikker og butikker på nettet, der specialiserer sig i udstyr til ketsjersport, og som kan rådgive dig nærmere, f.eks. Transocean Sport i Lyngby.
Til meget små børn (ca. 5 år) kan man vælge en børneketsjer. Hovedreglen er, at når man holder ketsjeren i strakt arm ned langs benet, må ketsjeren ikke røre gulvet. Der er dog også mange børn, der spiller med almindelig ketsjer.
Når man har spillet nogle år og har opnået et vist niveau, kan det blive relevant at skifte til en anden type - f.eks. en mere fleksibel / bøjelig ketsjer. Tag en snak med træneren om, hvorvidt du kunne have glæde af at prøve en anden type ketsjer.
Ligeså vigtig som selve ketsjeren er, hvor hårdt ketsjeren er strenget op. Jo mere erfaren / stærkere spiller, jo hårdere opstrengning. Når du har spillet noget tid, kan strengene være blevet bløde/løse, og måske er det tid til en opstrengning. Du kan også være uheldig, at strengene springer i forbindelse med et slag.
Flere af klubbens medlemmer tilbyder opstrengning af ketsjere - se mere HER
Mange sportsforretninger strenger også ketsjere op.