De første par gange er det muligt at låne en ketsjer af klubben, hvorefter man bør anskaffe sig sin egen. Tjek vores meget fordelagtige aftale med RSL, der giver os mulighed for at handle i "Club-in-Shop".

Du kan også købe en ketsjer i en helt almindelig sportsforretning. Som regel kan man finde et godt tilbud til ca. 4-500 kr. De fleste almindelige allround sportsforretninger har ofte kun standardketsjere, så her kan man som begynder stort set ikke komme til at købe noget forkert. 
Forhør dig evt. hos træneren, inden du handler.

Til meget små børn (ca. 5 år) kan man vælge en børneketsjer. Hovedreglen er, at når man holder ketsjeren i strakt arm ned langs benet, må ketsjeren ikke røre gulvet. Der er dog også mange børn, der spiller med almindelig ketsjer.

 

Når man har spillet nogle år og har opnået et vist niveau, kan det blive relevant at skifte til en anden type ketsjer - f.eks. en mere fleksibel / bøjelig ketsjer. Tag en snak med træneren om, hvorvidt du kunne have glæde af at skifte ketsjer. 

 

Ligeså vigtig som selve ketsjeren er, hvor hårdt ketsjeren er strenget op. Jo mere erfaren / stærkere spiller, jo hårdere opstrengning. Når du har spillet noget tid, kan strengene være blevet bløde/løse, og måske er det tid til en opstrengning. Du kan også være uheldig, at strengene springer i forbindelse med et slag. 

William Brøndum (42 40 95 47) tilbyder opstrengning af ketsjere. William har en aflåst kasse stående i hallen, som man lægger ketsjeren i. Yderligere info står på kassen. Det er William som privatperson, der står bag tilbuddet, så alle spørgsmål mv. skal rettes direkte til ham.

Mange sportsforretninger strenger også ketsjere op.

Følg med

Nyheder - Vis alle

Events - Vis alle