VELKOMMEN TIL UNGDOMSAFDELINGEN

Birkerød Badminton Klub (Birkerød BK13) byder børn og unge samt deres forældre velkommen til mange dejlige timer med badminton. Vi synes, at badminton er en fantastisk sport, der både er engagerende og fuld af leg og sjov, samtidig med at hurtighed, koordination og styrke bliver trænet og videreudviklet. Vi dyrker sporten på en måde, der både rummer godt kammeratskab, det legende i spillet samt udfordrende og udviklende træning for alle.

Man er ungdomsspiller, når man er mellem 6 og 19 år og klubben har for tiden ca. 100 ungdomsspillere.

Det er almindeligt at starte med at spille badminton i 9-10-års alderen, men der er også mange, der starter enten før eller senere. Man spiller på hold, dvs. det er ikke nødvendigt at have en makker for at starte.

Som ungdomsspiller træner du på hold, der ledes af en uddannet træner (og evt. hjælpetrænere) en eller flere gange om ugen. Derudover er der mulighed for at deltage i turneringer og stævner, både internt i klubben og ved større begivenheder rundt om i Nordsjælland. Vi tager også til Landsbadmintonstævnet i Fredericia i efteråret.

Som noget helt unikt tilbyder Birkerød BK13 desuden sine ungdomsspillere gratis individuel træning (med træner) om fredagen. Man tilmelder sig fra gang til gang hos trænerne* 

Desuden kan ungdomsspillere, der er tilmeldt et BBK-hold, tage familien med i hallen lørdag eftermiddag i hal 1 samt søndag, når hallen ikke er optaget af andre arrangementer. Dette er inkluderet i kontingentet for ungdomsmedlemmet.** For at få adgang til hallen, skal man have en nøglebrik, der udleveres mod et depositum på 100 kr. Henvendelse til John Austin eller Jens Johansen. Som regel er der brugte bolde til rådighed i hallen, men det er en god ide at tage sine egne med. 

I starten vil man kunne få et par prøvetimer, før man tilmelder sig, ligesom man kan låne en ketsjer i klubben, inden man beslutter sig endeligt og anskaffer sig sin egen.

For at tilmelde sit barn til et hold, skal man først oprette en profil her på siden. Se mere om dette under Indmeldelse” under menupunktet ”Medlemskab” i menuen til venstre.

I Birkerød BK13 lægger vi vægt på, at børnene trives og har det godt. Det skal være sjovt at spille badminton. Der skal være plads til alle dvs. både til bredden og til turneringsspillere. Vi ønsker at lære børnene at sige nej til snyd og ja til fairplay samt at vise tolerance og have respekt for hinanden.

I de yngre årgange lægges der mest vægt på socialt engagement samt at det skal være sjovt at spille badminton. Efterhånden som børnene bliver større flyttes vægten over på teknisk og fysisk træning svarende til det niveau, de spiller på.

Al information mellem klub og forældrene foregår via hjemmesiden her og via e-mails. Desuden er det en god ide at tilmelde sig klubbens facebookside, hvor der jævnligt kommer nyheder og billeder fra træning og stævner mm.

Vi håber at møde endnu flere søde, seje, aktive børn og deres engagerede forældre og er sikre på, at vi får rigtig mange gode timer i BBK13-regi.

 
Har du spørgsmål, kan du skrive til Anne Mette (ungdom@bbk13.dk). 
 
 
* Tilbuddet har nu kørt i to sæsoner (15-16 og 16-17). Hvert år i forbindelse med generalforsamlingen og budgetlægningen for kommende sæson tager foreningen stilling til, om tilbuddet skal fortsætte. 

** Læs mere om betingelserne for ordningen under "Familiespil" her på hjemmesiden. Ligesom ved den individuelle træning er der her tale om et tilbud, der ligger ud over det sædvanlige for danske badmintonklubber, og det evalueres naturligvis fra sæson til sæson, om der er økonomi og kapacitet til at lade tilbuddet bestå.  

Banner